Af Formand Ove Porsgaard
Sådan startede det i 1942
Søndag 14. Juni 1942 – det fortælles, det var dårligt vejr, eller var det måske bare en almindelig dansk forsommer, som vi kender den i dag. Forud var en streng og hård vinter overstået. Der havde været hvid jul og en julestorm, som var årsag til oversvømmelse i Bygholm-kvarteret og dermed også vores nuværende træningsplads. Ja vinteren havde været så hård, at Endelave faktisk var landfast med fastlandet.
1942 var i mange henseender et begivenhedsrigt år. Kong Christian den 10. Fejrede sit 30 års regerings-jubilæum i maj. Horsens fejrede sit 500 års købstads-jubilæum i juni (selv om det egentlig først var i november, men så var det måske for koldt at fejre, sagde man). Der var historisk optog og optræden af den nystartede Horsens Garden, som var stiftet samme år. Oven i det hele led Danmark og dermed også Horsens stadig mere mærkbart under den tyske besættelse. Der var rationering og stort set mangel på alt.
Midt i al denne virak blev en annonce indtrykket i de lokale blade 12. Juni 1942.
Denne annonce var det første byens borgere hørte fra Horsens Civile Hundeførerforening. Initiativtagerne var chauffør A. Thomsen og frk. Esther Christensen. De ønskede at starte en civil hundeførerforening i Horsens. Derfor havde de inviteret hundeførere fra Vejle til at lave en opvisning.
Foreningens kommende kasserer og sekretær H. Damgaard skriver: ”Blandt andet følgende racer var repræsenteret: Dalmatiner, Engelsk Hyrdehund, Schæfer og Rottweiler. Trods det dårlige vejr blev opvisningen en succes for Vejle-hundene og ikke mindst for tilslutningen af hundeinteresserede til vor Horsens afdeling. Ikke mindst var Vejle-folkene interesserede i oprettelse af vor afdeling og propaganderede under hele opvisningen herfor. Resultatet blev samling af 19 hundeførere, og foreningen fik samme dag indmeldelse af 13 hunde. På det efterfølgende møde blev det vedtaget at afholde generalforsamling onsdag 17. Juni på Eksportstaldene, og Horsens og Omegns Civile Hundeførerforening blev således til virkelighed. Et stort stykke arbejde herfor kan vi Horsens hundeførere takke Chauffør A. Thomsen for, som blandt andet beværtede samtlige Vejle hundeførere og hunde i sit gæstfri hjem.”
Vi kender ikke konkurrence-programmet fra dengang, men fra en omtale i den lokale avis kan det ses, at opvisningen blandt andet bød på beskyttelse af sin ejermand, uskadeliggørelse af fulde mennesker og sporing af forsvundne genstande. Det eneste vi i DCH-programmet kan genkende i dag er sporarbejdet. Beskyttelsesarbejdet er ude af programmet, men har dog i nogen grad været i programmet helt frem til midt i 1970’erne i form af frygtløshed for stokkeslag og i A-klassen kappearbejde, som bestod i at forhindre slag mod føreren ved at hunden bed en angribende person i et kunstigt ærme. Nu findes beskyttelsesarbejdet kun i IPO-programmet, som Horsens Civile Hundeførerforening ikke for tiden arbejder med. Fra samme opvisning fremgår, at opvisningen ved Eksportstaldene blev overværet af over 100 tilskuere. Et ganske imponerende tal.
Ved den stiftende generalforsamling blev A. Thomsen valgt til foreningens første formand. Kontingentet blev fastsat til kr. 2,50 for året 1942 (6 mdr.). Det blev indført i lovene, at løse og løbske hunde ikke måtte være på træningspladsen under træningen.
Fra en spæd begyndelse med et medlemstal i 1942 på 25, steg medlemstallet frem til 1945 til i alt 149. I de efterfølgende år faldt det til 50 medlemmer ved indgangen til træningsåret 1952. Den kraftige stigning i medlemstallet i løbet af krigen skal nok ses i lyset af de efterhånden mere urolige tider i krigens første år frem til befrielsen. Det var helt sikkert beskyttelseshunden, der var behov for i disse år. Måske er en af årsagerne til tilbagegangen også de ganske vist beskedne muligheder for øget forbrug og fritidsbeskæftigelse, der blev mulighed for først i 1950’erne.
Om kontingentet måske også har været årsagen ved vi ikke, men det er steget fra 20 kr. i 1943 til 25 kr. i 1951, en stigning på 25%. Det synes ikke af meget, men det skal sammenholdes med, at en normal årsløn i 1950 var ca. 6000 – 7000 kr.
Et stående diskussionsemne for bestyrelserne gennem årene har været træningspladsen. Således var det også i 1946, hvor foreningen forsøgte at flytte fra pladsen ved eksportstaldene. Der var tilbud fra kommunen om træningsplads ved Langmarksvej. Der var blot den ulempe, at pladsen skulle deles med motorklubben. Bestyrelsen sagde pænt nej tak. Bestyrelsen så også på træningsplads ved Nørrestand og bag Vestre Kirkegård, men det blev ikke til noget. Først i 1947 lykkedes det at få en anden træningsplads, og foreningen flyttede til Dyrskuepladsen ved Bygholm. Bestyrelsen besluttede at opføre et klubhus på den nye træningsplads, såfremt træ kunne skaffes og skovfogeden ville give sin tilladelse. I mellemtiden var det lykkedes at låne et skur, som et bestyrelsesmedlem havde stående i en tørvemose.
Økonomien strammede til på grund af medlemstilbagegang. Der var fortsat ønske om et klubhus, men ikke penge til det. Der var forslag om at tegne aktier i et klubhus, spørge arbejdsministeren (måske en lokal politiker) eller forlange dusør, når hundene fandt værdigenstande. Man enedes om at kassereren skulle forhandle sig frem ved telefoniske henvendelser om tabte værdigenstande.
Oven i dette opstod der problemer med træningspladsen på Dyrskuepladsen, der skulle også være fodboldspillere på pladsen, og bold og hund er i denne sammenhæng ikke nogen god kombination. Men foreningen måtte gerne benytte Bygholm Park.
Programmet kender vi som tidligere omtalt ikke meget til fra foreningens første tid. Men vi må gå ud fra, at vægten i træningen har været lagt på stuedressur (lydighedstræning), forsvar af fører, sporsøg og appel (appel = samarbejde mellem hund og fører, konkurrencemæssig optræden).
Træningslederen havde stor magt den gang, på generalforsamlingen i april 1946 blev det besluttet, at træneren var øverste myndighed på pladsen, han kunne bede alle om at være figurant. Dengang valgte man normalt figurant på generalforsamlingen. Træningsmetoderne var meget forskellige fra det vi kender i dag. De var ligesom børneopdragelsen noget barskere. En væsentlig ændring i forhold til i dag, hvor vore hunde i langt højere grad indlæres via motivation. Man gjorde meget ud af disciplin på holdet. Det at komme for sent til træning er som i dag ikke velset. Men i 1946 diskuterede man alvorligt at idømme medlemmer, der kom for sent til træning uden gyldig grund, en bøde på 10 øre pr. gang. Det blev dog ikke vedtaget. Det kunne vel også nok give anledning til nogen snak om, hvorvidt der var en gyldig grund.
Hundearbejdet var naturligvis det bærende element i foreningen, men dengang som nu arrangerede man samvær ud over træningen, hvor der måske også blev talt om andet end hund. Det lyder måske usandsynligt, at der kan tales om andet, men det sker dog også i dag en sjælden gang. Det der optog medlemmerne dengang var for eksempel sommerudflugter, amerikansk lotteri, som dog tit blev kritiseret for sit omfang, månedlige medlemsmøder med film, foredrag, kortspil, højtlæsning og kynologisk prøvebedømmelse.